Når jeg står i mine egne tanker - når jeg er midt i det hele, så forstår jeg ikke altid de retninger mit liv tager.
Jeg ønsker og drømmer mig til steder jeg aldrig har været, og måske aldrig vil komme.
Hun står dér - lige midt i det hele - midt i drømmen.
Hun er en del af den ældgamle fortælling - disse episke og udtrådte vers.
Jeg kan næsten røre hende - næsten dufte hende.
Hendes hjemmelavede olier blander sig med duften af regn i den tørre skov - en sød og kærlig duft som løfter mig op - giver mine tanker ro - og mit begær får stillet lidt af sin sult.
Hun er langt væk - inde i skoven, på eventyr - hendes eget eventyr - det som skal give hende ro og tryghed.
Jeg kan næsten ikke dufte olien mere - ikke se hendes mørke hår danse i solens sidste stråler mere - jeg løber - hurtigere, hurtigere - men mine ben føles ikke nær så stærke som de gjorde sidste gang.
Tror jeg holder en pause og lader hende løbe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar